Jack Nicholson og Monte Hellman skabte syrewesternen i 1966 – men 'Ride in the Whirlwind' forbliver undervurderet

Fakta

• Monte Hellman og Jack Nicholson skabte syrewesternen i 1966 med 'The Shooting' og 'Ride in the Whirlwind'.
• Roger Corman finansierede filmene på betingelse af, at der blev lavet to.
• 'Ride in the Whirlwind' havde Jack Nicholson og Cameron Mitchell på rollelisten.
• Harry Dean Stanton medvirkede som outlawen Blind Dick.
• Filmene blev rost på festivaler i 1966 og 1967, men markerede afslutningen på Hellman og Nicholsons samarbejde.
• Sergio Leones 'A Fistful of Dollars' kostede ca. 200.000 dollars i 1964 og indtjente mange gange beløbet.

En western for en ny generation

I 1960'erne syntes westerngenren at være en døende hest, der blev pisket for faldende kommercielt udbytte. Hvis man ikke hed John Ford, Howard Hawks eller Budd Boetticher, hvad kunne man så tilføje til en genre, der var mættet med scener af sadelsår, skudvekslinger og næsten total udryddelse af en indfødt befolkning? Den næste generation af instruktører, der var vokset op med at elske Ford, Hawks og Boetticher, fandt en vej. De gjorde westerns blodigere og dristigere, forstærkede brutaliteten hos mennesker, der færdedes i et lovløst terræn, og korrumperede landets granitagtige storhed. Disse nye westerns kunne være operatiske – via italienske filmskaberes bredformatlinser som Sergio Leone og Sergio Corbucci – men de kunne også laves billigt og generere massiv profit.

Cormans krav: to film for prisen af én

Hollywoods 'schlockmaster general' Roger Corman brød sig ikke om de gamle studielederes moralske forargelse over det radikale toneskift. Da instruktør Monte Hellman og hans producerpartner Jack Nicholson præsenterede ham for en billig western, gav Corman grønt lys på én betingelse: lav to. Begge film, 'The Shooting' og 'Ride in the Whirlwind', modtog kritikerros, men sidstnævnte forbliver undervurderet. Hellman og Nicholson skabte syrewesternen i 1966, en dyster afart af genren, der omfavnede den følelsesmæssige og åndelige desillusion, der greb 1960'ernes modkultur.

En eksistentiel fortælling med uforudsigeligt manuskript

I 'The Shooting' følger vi Warren Oates og Will Hutchins, der leder Millie Perkins – syv år efter hendes hovedrolle i 'The Diary of Anne Frank' – til en mystisk destination uden spørgsmål. Undervejs bliver de truet af Jack Nicholson, perfekt castet som en skummel revolvermand. Carole Eastman skrev filmens elektrificerende uforudsigelige manuskript, der med glædelig selvsikkerhed skyder alle vestlige konventioner i sænk. Man ved aldrig, hvor 'The Shooting' er på vej hen, men man er ubehageligt bevidst om, at intet vil gå godt. 'Ride in the Whirlwind' har samme energi, men gnider ikke næsen i rodet på samme måde.

To uskyldige mænd på flugt

I 'Ride in the Whirlwind' deler Jack Nicholson toppen af plakaten med Cameron Mitchell som et par cowboys, der er på flugt fra en gruppe vigilantes. Selvom mændene er uskyldige, begik de den fejl at slå lejr med nogle slemme fyre, herunder Harry Dean Stanton som outlawen Blind Dick. Da possen kun er interesseret i dusøren på deres hoveder, bliver Nicholson og Mitchell tvunget til desperate, lovløse handlinger, der tragisk bekræfter opfattelsen af deres skyld. De ender med at gemme sig i et bondehus mod beboernes vilje, hvilket fører til en voldelig afslutning, der viger tilbage fra 'The Shootings' dysterhed.

En kultfilmskaber og et afsluttet kapitel

Monte Hellman udnyttede de karakteristiske – nu forsvundne – Utah-lokationer til fulde og udviste et usædvanligt håndværk, der senere gjorde ham til en kultfilmskaber. På trods af ros på filmfestivaler i 1966 og 1967 markerede disse film afslutningen på Hellman og Nicholsons partnerskab. Fem år efter udgivelsen af 'The Shooting' og 'Ride in the Whirlwind' vendte Hellman tilbage med det eksistentielle racerløbsmesterværk 'Two-Lane Blacktop'. Selv med tilstedeværelsen af James Taylor, Warren Oates, Laurie Bird og Dennis Wilson fandt filmen først sit publikum år efter premieren. Hellmans karriere fortsatte, selvom han var en forud for sin tid.

Hvorfor det gik så godt for Jack Nicholson

Mens Hellmans vej var præget af kultstatus og forsinket anerkendelse, gik det spektakulært for Jack Nicholson. Kort efter 'Easy Rider' blev han et kæmpenavn, og hans samarbejde med Hellman viste sig at være et springbræt. 'Ride in the Whirlwind' er hverken Leone eller Peckinpah – den kaster kurvebolde, men for vestenkyndige er de til at ramme. Alligevel rummer den en råhed og en eksistentiel tyngde, der peger frem mod Nicholsons senere roller. Filmen fortjener at blive genopdaget som et nøgleværk i western-genrens fornyelse.

Opsummering

• Monte Hellman og Jack Nicholson skabte syrewesternen i 1966 med to film, hvoraf 'Ride in the Whirlwind' stadig er undervurderet.
• Roger Corman finansierede projekterne på betingelse af, at der blev produceret to film.
• Filmene udnyttede 1960'ernes modkultur og eksistentielle desillusion til at forny westerngenren.
• På trods af festivalros i 1966-67 markerede filmene afslutningen på Hellman og Nicholsons samarbejde.
• Jack Nicholson brugte disse film som springbræt til sin senere berømmelse, mens Hellman forblev en kultfigur.
• 'Ride in the Whirlwind' adskiller sig fra spaghettiwesterns ved at fokusere på uskyldige mænd, der tvinges til lovløshed.